[easy-media med=”430″ size=”664,300″]
Strandparkens tronende etagebebyggelse mod havnen er et af Danmarks tidligste eksempler på international modernisme. De fritstående tre-etagers bebyggelser bundet sammen af parkterræn er opført på et areal hørende under Landsudstillingen i 1909, og den oprindelige tanke var ej heller at opføre funktionelt etagebyggeri men i stedet et villakvarter som en del af Hack kampmanns og Charles Ambts helhedsplan for Frederiksbjerg.
Opført i 1935-36 var Strandparken et arkitektonisk symbol på en ny tid, hvis ambition var at tilføre ikke kun funktionelle kvaliteter i facadegreb men i høj grad også basale fornødenheder som forbedrede toilet- og køkkenforhold samt lys og luft, der tilstræbtes at blive hvermandseje. Dette var et brud med de ganske kummerlige forhold bestemte gader i Midtbyen tilbød sine beboere i den “gamle” bygningsmasse.
Med støtte fra Realdania har beboerne nu fået udarbejdet et farveatlas, der med brug af såkaldt farvearkæologi har genskabt arkitekten Alfred Mogensens oprindelige farveskemaer for Strandparken, der med tiden er gået tabt. I dag fremstår Strandparken med samme okkergule farve på majoriteten af bygningerne.
Her følger et udsnit fra Realdanias dagsaktuelle pressemeddelelse:
Da opførelsen af Strandparken i Aarhus blev påbegyndt, var den med sin modernistiske arkitektur den første af sin art i Aarhus og blot den tredje i landet. Men de originale facadefarver på 18 af de 22 blokke er siden opførelsen forsvundet, og bebyggelsen fremstår i dag med okkergul som den overvejende facade. Et nyt farveatlas, som Realdania har støttet, har genskabt viden om de originale farver, så bebyggelsen kan renoveres med respekt for arkitekturen.
”Strandparken er en vigtig bebyggelse i forhold til dansk international modernisme, og Realdania kan med støtten til farveatlasset optimere sandsynligheden for, at bebyggelsens originale farver sikres for eftertiden,” siger projektleder Lars Autrup, Realdania.
Strandparken, som er opført i 3-4 etager og med pudsede facader, består af blandede ejerformer. Der er oprettet et fællesudvalg, som sikrer de fælles interesser for ejere, lejere og andelshavere. Det er i dette fællesudvalg, der er opstået et ønske om at genskabe bebyggelsens oprindelige farver. Et ønske som Aarhus Kommune og Realdania bakker op om.
Læs mere
– Styr på farverne i markant funkisbebyggelse i Aarhus, pressemeddelelse af Realdania, d. 9. april 2014
– Hent farveatlasset som e-publikation
– Strandparkens opslag i Aarhus Kommuneatlas
– Strandparkens opslag i arkitekturdatabasen arkark.dk