[easy-media med=”1180″ size=”633,350″]
Det er ikke længe siden, en villa fra 1888 i Falstersgade forsvandt i støvet fra nedbrydningsmaskinerne. Det var ikke første gang, en historisk villa forsvandt i gaden, der ligger i Øgadekvarteret. Det gik for sig helt efter bogen og var ikke i strid med hverken kommuneplan eller anden gældende ret. Villaerne var ikke værdsat højt i kommuneatlasset.
Der var heller ikke noget formelt at udsætte på forløbet, da den seneste villa i Øgadekvarteret faldt her i foråret. Denne gang drejede det sig om Thunøgade 11, hvor den gamle villa, der havde huset fritidshjemmet, blev revet ned til fordel for en stor og moderne daginstitution. Efter sigende skulle det nye byggeri blive fint indpasset i sine omgivelser.
En efter en falder de historiske villaer, og hver gang er der en god og gyldig grund. De er for gamle, for dyre i drift, de er ikke til at sælge – og så videre. Et nyt byggeri vil næsten altid være mere rentabelt, men ikke nødvendigvis for kvarteret som helhed.
Selvfølgelig kan der være grunde til at fjerne en villa, selvom den er gammel, men ikke altid og for enhver pris. En dag har man mistet én for meget og er gået ét skridt for langt til at kunne opretholde kulturmiljøet.
Det kan ligge i et områdes kulturmiljø og dna, at det er et sted under evig forandring, og at det aldrig finder en blivende form. Det ligger for så vidt i den moderne bys karakter, at byen modelleres om for at tjene nye formål og nye mennesker, men den moderne by er på den anden side også et resultat af planlægning og politiske kampe om byrummet.
De fleste ønsker at have historien omkring sig og ser det som en ressource, at man kan aflæse tidens gang i sine omgivelser. Det bliver byen ikke til et museum af, for formålet er ikke at fastfryse eller udstille fortiden på bekostning af nutiden. Formålet er at sikre diversitet i byens rum og at vise folk den anerkendelse, at de kan læse deres egen historie i byens udvikling og i byrummet.
I dag, hvor Aarhus gerne vil opfattes som en hovedstad i en stor østjysk byregion – og på mange måder faktisk også er det – skal byen også tage det ansvar på sig, som følger af en sådan status. En hovedstad, hvad enten den er formel eller uformel, bærer sin historie med sig i sin udvikling og skjuler ikke sine udviklingsspor.
Det var lidt af en omvej for at nå frem til min pointe: Øgadekvarteret kan godt tåle at miste en eller to af sine gamle villaer, men en skønne dag har kvarteret mistet en for mange.
Thunøgade 11 blev opført i 1888 af fabrikant Alexis Otto Victor Leth fra jernstøberiet Caroc & Leth i Grønnegade. Leth havde forladt en lejlighed i Mejlgade 39, som forinden var blevet annonceret til salg med denne ordlyd: »Herskabelig Lejlighed. Den Lejlighed som i 5 Aar har været beboet af Hr. Fabrikant A. Leth i min Ejendom Nr. 39 paa Mejlgade, bestaaende af 7-8 Værelser samt rummelig og komplet Udenomslejlighed, bliver ledig Okt. Flyttedag… » (Aarhus Stiftstidende 6.5. 1885). Herefter tog han ophold i Mejlgade 4 nogle år, inden han flyttede op på højdedraget i Thunøgade med udsigt ned over byen.
Leths villa indgår dermed som en brik i historien om, hvordan Aarhus i kraft sin industri udviklede sig til Jyllands hovedstad, men den er også et trin til forståelsen af, hvordan de ressourcestærke flyttede ud af midtbyen og ud til grønne omgivelser med hus og have. Senere blev de overhalet indenom af middelklassen og til sidst af arbejderklassen. Med tiden blev Øgadekvarteret et udpræget arbejder- og håndværkerkvarter.
Leths nye herskabsvilla blev siden ombygget noget og senere overtaget af kommunen. Det har nok svækket indtrykket af dens betydning.
Disse 1-2 etagers villaer tilhørte den ældste fase af Øgadekvarterets anlæggelse, hvor villaformen var den foretrukne boligform for de første generationer af borgerlige og småborgerlige familier, der flyttede ud fra bymidten. Man finder tilsvarende villakvarterer i området mellem Nørre Allé og Thunøgade, andre steder i Thunøgade og i øvrigt spredt rundt i Øgaderne.
Villaformen er et bærende element i kvarterets kulturmiljø – for så vidt af større betydning end de mange karrebygninger. Villaerne fortæller i sig selv om borgerskabets drømme om et bedre liv i nye omgivelser efter en ny tids forestillinger om familieliv, grønne omgivelser og privatsfære.
Deres arkitektur fortæller om, hvordan italienske og schweiziske forbilleder fandt vej til Danmark og gav os det foretrukne billede af, hvordan en ’ordentlig’ villa skulle se ud. Da de som hovedregel blev anlagt før karreejendommene og de traditionelle byhuse, giver deres placering også en forklaring på de uregelmæssige gadeføringer i kvarteret, da nye gader måtte respektere ældre gadestrukturer og ejerforhold.
Thunøgade 11 føjede sig fint ind i denne fortælling med en villa placeret tilbagetrukket fra gaden og med adgang til en stor bagvedliggende have ned mod Nørre Allé fra en udgang i gavlen med et overdækket halvtag, båret af smedejernskonsoller.
Latinerkvarteret fik i 2010 en bevarende lokalplan. Ikke uden sværdslag, for der skulle tre byrådsbehandlinger til, men i dag er der stor opbakning til planen, og kvarteret blomstrer og er på ingen måde stivnet.
Lokalplanen udpegede udviklingsområder ved siden af de bevaringsværdige områder (blandt andet den omdiskuterede grund mellem Studsgade og Borggade, Maskinmesterskolens grund), og den sondrede naturligvis i sine krav til bevaringsværdige og ikke-bevaringsværdige bygninger. Det samme kan gøres i Øgadekvarteret.
Har vi behov for planen? Ja, det har vi. Aarhus gennemgår en så rivende udvikling i disse år, at der skal værnes om de historiske kvarterer og de enestående fortælleværdier og kommercielle fordele, der er knyttet til dem.
I Øgadekvarteret står historien skrevet i gadernes retning, når de forskudt fra hinanden skulle krybe uden om eksisterende grunde og villaer. Historien kan ses med det blotte øje i husenes voksende højde, når man bevæger sig op ad gaderne nede fra byen og i villaerne inde i de halvt gemte haver, der blev anlagt, før gaderne regulerede kvarteret. Længere oppe ad Galgebakken og de andre stigninger gemmer sig historien om mindre bemidlede familiers faldefærdige huse, der blev overtaget og istandsat af en ny, kreativ klasse, fortællingen om nu næsten forsvundne håndværkere med baggårdserhverv og – længst oppe mod universitetet – det begyndende velfærdssamfunds udbygning med boligforeninger og etageejendomme.
En bevarende lokalplan forhindrer ikke udvikling og modernisering, men kan skabe rammer for vækst og udvikling. Storbyturisme og tiltrækning af internationale studerende skal have de rigtige rammer for at lykkes.
Ejendomsejere og byudviklere har også krav på at kende gældende vilkår på længere sigt. Aarhus og hele den østjyske byregion har brug for disse kvarterer til at styrke og fastholde byens identitet. Nyt byggeri skyder heldigvis op overalt i byen, men der er ikke meget ved det nye, hvis det ikke sættes i perspektiv af det gamle, hvor dette er bevaringsværdigt og rigt på fortællinger og boligkvalitet. Og det er tilfældet med Øgadekvarteret.