Bykultur.dk

Vedrørende nedrivning af bevaringsværdig villa: Gustav Wieds Vej 1

Einar Rud Pedersen

Til
Aarhus Kommune
Byggeri, Center for Teknik og Miljø,
Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand
Att. Morten Lydiksen

Kære Teknik og Miljø,

Vedrørende ansøgt nedrivning af bevaringsværdig villa, Gustav Wieds Vej 1:

I besigtigelsesnotatet er anført, ”at ejendommen er opført i 1939 og repræsenterer et velproportioneret og harmonisk enfamiliehus i én etage. Bygningen fremstår som et tidstypisk funkishus med inspiration fra murermesterhuset i et enkelte detaljeret udtryk med facader i gult blankt murværk og saddeltag i røde teglsten. Den arkitektoniske værdi understreges yderligere af fine, velbevarede detaljer, herunder tagkanten med spidsgavl, tagudhæng med synlige spær, samt en diskret udkraget gavlkarnap, originale vinduespartier og vinduesskodder samt et overdækket indgangsparti. Tilsammen skaber dette en helhed med en høj grad af autentiske og oprindelige karaktertræk”.

Vi har i Foreningen for Bykultur set på sagen og været på stedet. Det virker umiddelbart som et fint og gedigent hus, som dog står overfor en gennemgribende og kvalificeret renovering, hvis det skal bevares.
Vi skal dog samtidig tilføje, at vi ikke synes, at huset skiller sig ud som et eksempel på særlig værdifuld bygningskultur. Det er jo ikke mindst som følge af den indeklemte beliggenhed og manglende relation til de omkringliggende byggerier.

Vi er dog lidt ambivalente i  denne sag. På en måde gør det os ondt, at vi nu (måske?) åbner op for,  at et – i sig selv – fint statslånshus (Save 4) kan nedrives? Dette selvom ansøger skriver: ”Vi mener, at husets levetid om ganske kort tid er udtjent”, bl.a. på grund af den anvendte murstenstype?
Vi synes jo, at huset isoleret set har nogle gode kvaliteter og detaljer – og en historie, vi skal passe på. Omvendt synes vi dog ikke, at det er et hus, vi skal kæmpe hårdt for at redde.

Men – vi synes, at det vil være ønskeligt, at et evt. kommende nyt byggeri IKKE når op i Ringgade-blokkenes højde – det ville give en brutal kontrast til villaområdet på sydøst siden af Gustav Wieds Vej.

Foto-gengivelsen af den triste P-plads tilsiger, at et rækkehus-byggeri  ville kunne give et mere menneskevenligt gårdmiljø til bagsiden af Ringgade-blokkene. Og give et harmonisk helhedsbillede af Gustav Wieds Vej.

Med venlig hilsen
Foreningen for Bykultur i Aarhus
Einar Rud Pedersen