Bykultur.dk

MIN HISTORISKE HAVN I AARHUS

Asbjørn Skødt

D. 18.-20. september 2015. #bevarhavn

Over de kommende år skal de sydlige havnearealer i Aarhus omdannes fra industri til et nyt bykvarter med serviceerhverv og boliger. Store interesser er  på spil og i denne proces kan kulturmiljøet ende med at blive overset og gå tabt. Foreningen for Bykultur i Aarhus ønsker i samarbejde med Skjulte Steder og i forståelse med Aarhus Kommune og  at sætte fokus på de bevaringsværdige bygninger og rum ved at inddrage borgernes meninger og dermed give et kvalificeret bidrag til den videre byomdannelsesproces og debat.

Hvad ønsker vi?

Borgerne i Aarhus inviteres til at vandre gennem de sydlige havneområder og dokumentere de bevaringsværdige bygninger og steder med henblik på at levere borgerønsker til en grønbog, der vil fungere som grundlag, når byrådet skal tage stilling til Sydhavnens fremtid. Deltagelse er åben for alle borgere i Aarhus, og alle der deltager får udover muligheden for at blive hørt samt repræsenteret i hvidbogen et års gratis medlemskab til Foreningen for Bykultur i Aarhus.

Metoden

Vi ønsker at indsamle billeder og tekst, der viser borgernes mening om Sydhavnens bevaringsværdige steder og bygninger. Vi inviterer derfor til at:

1. Tage familie eller venner med på en gåtur og opdag Sydhavnen som det fantastiske kulturmiljø, det er.
2. Fang billeder på din smartphone og supplér med tekst, der beskriver et bestemt steds kulturhistoriske, æstetiske eller sociale kvaliteter for lige netop dig. Hvad er skrot, og hvad er godt?
3. Upload til din Instagram, Twitter eller Facebook-eventet med tilhørende tekst og hashtagget #bevarhavn.

Vi indsamler efterfølgende al materiale, der er hashtagget #bevarhavn inden for to uger. Se de løbende opdateringer med hashtagget på Instagram og Twitter.

Har du ikke en smartphone kan to alternative metoder benyttes:

1. Billeder taget med digitalkamera kan blive uploadet i informationscenteret under vejledning af foreningens projektmedarbejdere og tekst forfattes.
2. Foretrækker du at sidde hjemme og skrive tekst kan billeder og tekst sendes over mail til bevarhavn@bykultur.dk. Husk at navngive billede og tekst ens, så vi forstår, hvilke to der passer sammen.

Hvornår kan man deltage?

Weekenden d. 18.-20. september 2015.
Fredag d. 18. september afholdes åbningsarrangement kl. 15.00 med velkomst og introduktion til projektet, og kl. 16.00 holder Skjulte Steder en guidet rundtur på Sydhavnen.

Åbningstider for informationscenteret:

Fredag: kl. 15.00-18.00.
Lørdag-søndag: kl. 12.00-16.00.

Deltagelse kræver ikke tilmelding, men vi opfordrer alle til at støtte op om begivenheden på Facebook.

Hvor ligger Sydhavnen?

Sydhavnen

Mødested og informationscenter ved havnearbejdernes varmestue, Mindet 4, 8000 Aarhus C.

Se kort til venstre for oversigt over Sydhavnens kulturmiljø og udstrækning. Informationscenteret er markeret med rødt. Som forberedelse før gåturen opfordrer vi til at gå på opdagelse i Sydhavnen gennem foreningens Sydhavnskort.