Til
Aarhus Kommune
Byggeri, Center for Teknik og Miljø,
Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand
Att. Morten Lydiksen
Kære Teknik og Miljø,
Vedrørende ansøgt nedrivning af bevaringsværdig landejendom, Kølsmosevej 9, Enslev, 8361 Hasselager:
Der er efter vores opfattelse en rimelig beskrivelse og vurdering i det fremsendte besigtigelsesnotat. Vi vil gerne understrege og præcisere følgende:
Stuehuset og stedet som gårdanlæg i kulturlandskabet er bevaringsværdigt. Stuehuset bør ikke nedrives.
Stuehuset er fint og velproportioneret i sin helhed. Det kan naturligvis forbedres arkitektonisk og teknisk gennem de rette kvalificerede indgreb.
Udestuen synes ikke oprindelig set udefra, med de viste vinduestyper og taget. Imidlertid kan der stå en oprindelig eller ældre konstruktion bag det ydre, vi ser på medsendte fotos.
Bemærkningerne om, at de påmalede vinduer er skæmmende, er uforståelig. Det har historisk været en udbredt praksis, at man for helhedens, facaderytmens eller symmetriens skyld lavede blændinger med påmalede falske vinduer.
Det er blot en finurlig del af arkitekturhistorien. Ønsker man at isætte et vindue i den eller disse blændinger, kan man jo gøre dette.
Bevaringsværdi 4 passer til huset. Når man læser, at huset er over 120 år gammelt, vidner det om en høj kvalitet i materialer og udførelse – og set i det perspektiv er de nødvendige reparationer minimale. Med lidt kærlighed og efterisolering, kan det hus snildt tage 120 år mere…..
Vedr. taget:
Taget ser for os ud som et nyere tegltag af vingetegl, men måske af tysk oprindelse. Her tænker vi på rygningsstenenes form og afslutning i gavlene. Det er ikke dansk byggeskik.
Vi tror dog ikke, man helt kan afvise, at huset i sin oprindelige udformning har haft et lille udhæng. Det kan de udstikkende spærender i sternen fortælle. Man bør se efter om spærenderne er udskårne med svungne linjer. Desværre er de lidt svære at se på medsendte fotos.
Det var i perioden ikke ualmindeligt med udhæng, bl.a. ved tage af naturskifer men også almindelige vingetegl. Det nuværende udhæng kan ændres og forbedres.
Med venlig hilsen
Foreningen for Bykultur i Aarhus
Einar Rud Pedersen