Bykultur.dk

Generalforsamling 2009

Asbjørn Skødt

Der indkaldes herved til ordinær generalforsamling
onsdag, den 25. marts 2009 kl. 18.30
i Bymuseet, Carl Blochs Gade 28, 8000 Århus C. med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Aflæggelse af beretning.
3. Aflæggelse af regnskab.
4. Valg af medlemmer af repræsentantskabet §6. Følgende er på valg: Allan Aagaard, Jørgen Hansen, Bente Rud Pedersen, Lars Vester Jakobsen, Søren Bitsch Christensen, Bue Beck, Flemming Ploug og Jeppe Spure Nielsen.
5. Vedtagelse af budget og kontingent for det kommende regnskabsår.
6. Valg af revisor.
7. Eventuelt.
Bilag:
Orientering om foreningens aktiviteter
Giroindbetalingskort
Budget 2009
Årsrapport 2008
§ 6. Repræsentantskabet.
1. Repræsentantskabet består af 17 medlemmer valgt af generalforsamlingen. Valgene gælder for 2 år, idet der på skift er 8 og 9 medlemmer på valg. Genvalg kan finde sted.
2. Repræsentantskabet vælger selv sin formand, som endvidere er formand for det i § 7 omhandlede forretningsudvalg.

Efter generalforsamlingen fortæller tidligere studielektor ved Katedralskolen, Johan Bender, om Landsudstillingen i 1909.
Det kan næppe være forbigået nogen århusianer, at det netop er 100 år siden, den store landsudstilling blev afholdt i byen. Af mange er den blevet betragtet som det afsæt, der for alvor betød, at Århus er blevet til det, vi kender i dag. Derfor er der grund til at mindes det store arrangement:

Johan Bender har- som mange er bekendt med- udgivet bogen Hurra for Århus! I sit foredrag vil han fortælle om bogens tilblivelse og om at skrive lokalhistorie. Hvor kommer informationerne fra, hvordan håndteres de – og endelig, hvordan sammenskrives historien om Landsudstillingen i 1909 på en sådan måde at den også er givende for læsere i nutiden?
Der er meget forfatteren har skullet forholde sig til: Myter, eller hvad er der blevet af arkivet fra den store udstilling? Selvfølgelig har han også måttet forholde sig til det store billedmateriale. Eksempelvis billederne eller postkortene fra abessinerlandsbyen med den stolte høvding: ”Smukke Didrik” og den megen tale om hans ”afkom” i byen?

Der bliver selvfølgelig lejlighed til efterfølgende at stille spørgsmål. Aftenen slutter med et lettere traktement.

Med venlig hilsen

Henrik Fode, formand

—————————————————————————–

Foreningen for Bykultur i Århus

Til foreningens medlemmer

Endnu et år er gået, og tiden er kommet til afholdelse af generalforsamlingen i Foreningen for Bykultur i Århus. Som sidste år henlægges generalforsamlingen 2009 til Bymuseet. Datoen er fastsat til onsdag, den 25. marts klokken 18,30. Indkaldelse og dagsorden vedlægges. Efter generalforsamlingen vil den tidligere lektor ved Katedralskolen Johan Bender fortælle om, hvordan hans store værk om Landsudstillingen i 1909 blev til, og hvilke overvejelser han gjorde sig undervejs.

Repræsentantskabet håber, at der har været tilfredshed med de i alt ni arrangementer, som foreningen i 2008 har afholdt til medlemmernes fornøjelse, inspiration og oplysning. Spændvidden har været stor:

Der har været foredrag om århusiansk lokalhistorie, Bazaren i Brabrand og Urban-projektet, om Åen, om alment boligbyggeri med busrundtur og besigtigelser. Vi har været i Christiansfeld og nogle endog på Hjarnø. Vi har hørt om Bernhardt Jensen og hans virke for byen, og endelig har ganske mange medlemmer også taget imod tilbuddet om det store aftenarrangement på Antikmuseet med hele tre foredrag under overskriften ”Antikken i Århus”.

Har der hos medlemmerne været behov for yderligere arrangementer har samarbejdet med Historisk Samfund for Århus Stift betydet, at de også har kunnet benytte sig af indbydelser fra denne forening.

I 2009 har vi allerede afholdt to af årets arrangementer. Det første var i forbindelse med årets Nytårskur, der blev afholdt i den lille gamle bygning ”Mejlen” i Seedorffs Stræde og så har vi haft lejlighed til at høre Connie Jantzen fortælle om Hotel Royal. Der er lagt planer for resten af året. Datoer mangler dog endelig at blive ”låst fast”. Men, følg med på hjemmesiden!

Vi vedlægger med denne udsendelse et girokort til indbetaling af kontingent for 2009, idet vi beder Jer være opmærksomme på, at et enkelt medlemskab betales med 275, – kr., mens et dobbelt medlemskab, der dækker muligheden for at medbringe sin ægtefælle eller en anden interesseret ledsager, betales med 425, – kr.

De medlemmer der benytter elektronisk betaling over netbank kan indbetale kontingentet på Korttype 01 med kreditornr. 5849195 i kodelinjen. Husk at anføre navn på indbetaler.

For at kunne informere jer alle enkelt og effektivt, vil vi bede alle, der har en aktiv mailadresse, som endnu ikke er registreret i vores kartotek, om at fremsende en mail med oplysninger om navn, adresse og mailadresse til bykultur@bykultur.dk
Vi mener, at vores medlemmer har stor fornøjelse af Foreningen for Bykultur. I repræsentantskabet har vi et stort ønske om at udvide medlemsskaren i de kommende år. Så hvis I er opmærksom på venner eller bekendte, der kunne have fornøjelse af arrangementerne, vil vi bede jer om at bistå med at uddele de tidligere fremsendte foldere eller bede potentielle medlemmer om at se på foreningens hjemmeside www.bykultur.dk og indmelde sig ved at sende en mail til bykultur@bykultur.dk

De venligste hilsner

HENRIK FODE, foreningens formand.

Referat af foreningens generalforsamling 2009