Generalforsamling 2015

Referat af generalforsamling i Foreningen for Bykultur i Århus d. 16. april 2015

Generalforsamlingen fandt sted i Danske Bank, Kannikegade 4-6 i den gamle mødesal.
Som velkomst fik vi en spændende beretning om husets historie ved filialdirektør Michael Thunbo fra Danske Bank.

Herefter indledtes generalforsamlingen med følgende punkter på dagsordenen:

1. Valg af dirigent

Asbjørn Skødt blev valgt som dirigent.

2. Aflæggelse af beretning

Formanden Søren Bitsch aflagde beretning (Kan læses i fuld længde her).

Beretningen indeholdt oplysninger om foreningens stigende medlemstal og de aktiviteter, der er afviklet siden sidste generalforsamling. F.eks. rundvisningen på Ceres og på Psykiatrisk Hospital, Nytårskuren på Pakhus 27 samt den populære forelæsningsrække på Folkeuniversitetet, der som tilbud til foreningens medlemmer har kørt i efteråret 2014 og fortsætter nu i 2015.

Herefter fortalte Søren om Kulturmiljørådets sager siden sidst, herunder Status på Skovvejen, hvor der kommer nye punkthuse, Pakhus 27, der stadig rumsterer på byrådsmøderne, Sandgravervej der endte med nedrivning og Skansepalæet, hvor der aktuelt lægges op til udnyttelse af tagetagen med kviste og balkoner.

Det er ofte vanskeligt at følge sagerne og se hvor de ender, kun sjældent har Kulturmiljørådet mulighed for at følge en sag videre, når den først har været forbi.

Donationen fra Østbanegård-fonden står endnu ubrugt hen på foreningens konto, men det er planlagt at biddrage økonomisk til registrering af kulturmiljøer på Havnen i indeværende år og til formålet er afsat 50-100.000 kr., hvor så kommunen skal biddrage med det resterende beløb.

Til sidst oplyste formanden, at han har valgt med kort varsel at trække sig fra posten og at en ny formand skal derfor vælges ved førstkommende repræsentantskabsmøde.

3. Aflæggelse af regnskab

Regnskabet udleveredes til medlemmerne og blev godkendt, en enkelt bemærkning hertil rettes af Hans Jørgen Bech.

4. Valg af medlemmer til repræsentantskabet

På valg var følgende: Bue Beck, Søren Bitsch, Ejnar Rud Pedersen, Marie Kirstine Pilegaard, Flemming Plough, Jørgen Hansen, Asbjørn Skødt, alle var villige til genvalg. Inge-Lise Westh Hansen ønskede ikke genvalg og som nye kandidater blev opstillet Bruno Viuf Larsen og Viggo Jonassen. Der blev stemt om den sidste plads i repræsentantskabet, og valget faldt ud til fordel for Bruno.

5. Vedtagelse af Budgettet for det kommende år

Budgettet blev uddelt til medlemmerne og herefter vedtaget uden bemærkninger.

6. Valg af revisor

Revisionsfirmaet PWC blev godkendt til at fortsætte.

7. Evt.

Der var et par spørgsmål fra salen vedr. div. bevaringssager i byen. Herunder om der kunne afholdes en temadag om byens torve og byrum.

Formanden afsluttede med at takke dirigenten for kompetent ledelse af generalforsamlingen, de fremmødte for deres interesse for foreningen og herefter fik vi et oplæg af Torben Schønherr, om den nye indretning af Bispetorv, der som midlertidig installation, skal teste om der kan skabes bedre ophold og mere liv på pladsen når parkeringspladserne sløjfes.

Referent Marie Pilegaard.