Arrangementer 2012

NYTÅRSKUR
16. januar klokken 17 afholdt foreningen årets traditionsrige ”nytårskur”. Det fandt sted i de meget fornemme rammer, som den gamle Bispegård midt i Aarhus, netop giver mulighed for.

Bygningen er overtaget af FOF, hvorfor Carsten Lykke var en stolt vært.

Foreningen havde fået professor Johannes Exner til at fortælle om det omfattende restaureringsarbejde, der i sin tid havde været nødvendigt, da Nykredit overtog bygningen. Inspirerende og charmerende gennemgik den 87-årige arkitekt de problemstillinger, der knytter sig til en sådan restaurering. Huset blev opført i 1857 af herredsfoged Frederik Christian Willemoes som privatbolig og herredsfogedkontor for Ning Herred. I 1886 blev den omdannet til bispegård og fungerede som sådan helt frem til 1966. Arkitekten hed Martens og havde allerede gjort sig kendt som arkitekten bag den nye avlsgård på Vilhelmsborg.

Huset skulle udnyttes fuld ud – også loftsetagen, hvor mødet fandt sted. Derfor blev der skabt en lystragt gennem taget – og ikke mindst blev væggene beklædt med stanniol for at fange og reflektere lyset. Endelig blev en række af de gamle bygningselementer genskabt, ikke mindst husets oprindeligt ganske mange skorstene – der nu fik en funktion til ventilation.

Carsten Lykke fortsatte med at fortælle om, hvilke overvejelser FOF havde gjort sig, da de skulle flytte ind. Der blev lagt tæpper på de fine trægulve, lavet skillevægge, der siden kunne sløjfes mm. Alt det, fik Johannes Exner til i høje toner at rose FOF for en sådan forståelse af en gammel bygnings sjæl.

Vi havde også bedt Trine Folmer komme for at informere om det store initiativ ”1700-tallets Aarhus”, som en række af byens kulturinstitutioner er involverede i.

Henrik Fode orienterede kort om de overvejelser bestyrelsen har gjort sig for det kommende år.

Herefter blev der skænket i glassene og de ca. 5o deltagere ønskede hinanden godt nytår og med ønsket om et spænde år for foreningen.

 

Medierne i Aarhus – Aarhus i medierne
Torsdag, den 8. marts 2012, kl. 19.30

Tidligere redaktør ved JP Aarhus, Jens Kaiser, vil fortælle om emnet Medierne i Aarhus – Aarhus i medierne. En spændende rejse gennem tiden med de forskellige konkurrerende medier i byen.

Arrangementet holdes på Erhvervsarkivet, Vester Allé 12 i Aarhus.

 

Aarhus i 1700-tallet
4. marts 2012, kl. 17.00 – 19.00, Auditoriet på Arkitektskolen

Bue Bech og Henrik Fode: ”Aarhus i 1700-tallet” som led i Folkeuniversitets store indsats – “aarhundredets 1700-festival”
Arrangeret af Folkeuniversitetet.

Bemærk, der opkræves entre.

 

Generalforsamling
Hermed indkaldes til den årlige generalforsamling den 2. april 2012.

 

Boligforeningen Ringgården

6. juni klokken 18 mødte en lille skare frem for at se og høre om den store renovering som Boligforeningen Ringgården havde arbejdet på gennem længere tid. Vi mødtes ved hovedindgangen til Amtssygehuset og kunne herfra iagttage det omfattende projekt med renovering af bogligforeningens gamle afdeling ud mod Ringgaden.
Under kyndig anførsel af direktør Palle Jørgensen fra Boligforeningen Ringgården og ingeniør Bjørn Schmelling fra ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S blev gruppen ført rundt i de næsten færdiglavede lejligheder.

Det var et pionerprojekt, man havde givet sig i kast med. Kun ydervæggene stod tilbage, da ”genetableringen” blev igangsat. Ny kraftig isolering, nye etageadskillelser, der sikrede mod lyd fra naboerne, bad og toilet i hver enkelt lejlighed, nye køkkener og masser af stikkontakter og meget mere var der tænkt på.

Også fællesfaciliteter blev beset med en stor sal, der kunne benyttes til fællesarrangement. Herover en udendørs terrasse. Energi var der tænkt på, så genanvendelse af varme og solpaneler blev studeret og forklaret.
Da gruppen havde beset boliger og adskillige trapper endte gruppen i et hyggeligt lokale, hvor der blev serveret drikkevarer og landgangsbrød. Der var købt rigeligt ind, så flere deltagere havde rester med hjem til aftenkaffen.

Det var i høj grad et vellykket arrangement under ledelse af aktive byggefolk. Der skal også rettes en tak til Jørgen Hansen, der beredvilligt havde fået alle kontakter på plads, herunder sikret at Det kooperative Fællesråd velvilligt stod for det efterfølgende traktement.

Nordhavnsområdet forvandling fra havn til bydel
Mandag d. 27. august kl. 16.00 på Århus Havn, Pakhus 27, Nordhavnsgade 12-14, Aarhus C

Vi starter i pakhuset, hvor der gives en grundig orientering omkring forhistorien, forudsætningerne og udviklingen af den nye bydel på Nordhavnen. Derefter kører vi i bus ud i området og ser på de forskellige byggepladser, der tilsammen udgør byens største byggeprojekt.

Undervejs serveres en let forfriskning.

Pakhus 27 ligger umiddelbart nord for Toldboden. Der er parkeringsmulighed på havnens store P-plads og på pieren ud for Toldboden. Bussen vender tilbage hertil.

Arrangementet afholdes sammen med Foreningen for Bykultur og er uden deltagerbetaling, men tilmelding er nødvendig.
Tilmelding senest 18. august på mail til: henrik@fode.dk

Referat
Ca. 40 mødte op i Aarhus Havns udstillingspavillon på havnen. Det var og er her Kommunen har skabt en udstilling, der viser de bynære havnearealer og udviklingen i området. Meget instruktivt fik man forevist modellen, der konstant udvides efterhånden som arealer sælges, byggemodnes eller der rejses bygninger.

Der blev lejlighed til en hel del spørgsmål, før selskabet gik ud til den ventende dobbeltdækkerbus, der fragtede foreningens medlemmer ud på det yderste af de bynære havnearealer. Vejret var fornemt, hvorfor deltagerne fik en god fornemmelse for det meget store projekt, der er i gang. Kun afbrudt af en forfriskning fulgte yderligere orientering om udviklingen, før bussen vendte tilbage.

 

Bustur til Skanderborg
Lørdag den 6. oktober kl. 11.30 – 18.00 bustur til Skanderborg med rundvisning i Koldkrigsbunkeren og på Vestermølle.

(medlemmer af Foreningen for Bykultur inviteres):
Koldkrigsbunkeren på Vestergade i Skanderborg blev opført af Luftwaffe i 1944, men blev aldrig taget i brug af tyskerne. Da den kolde krig spidsede til i 1950’erne, blev den omdannet til kommandocentral for Civilforsvaret i Skanderborg, og kunne i 1963 tages i brug. Bunkeren rummede egen vandforsyning, nødstrømsgenerator, nødbelysning osv.,og kommandocentralen var i stand til at modstå næsten alle former for konventionelle våben og vurderet til sandsynligvis også at kunne klare en atombombe i “Hiroshimastørrelse”.

Kommandocentralen (KC) i Skanderborg er unik i den forstand, at den fremtræder fuldstændig intakt med nøjagtig den indretning og det inventar, som den havde, da Den kolde Krig blev afblæst.

Fhv. beredskabschef Børge Rasmussen – den sidste leder af KC – vil vise rundt i kommandobunkeren og fortælle om dens interessante funktion og historie. KC vil senere indgå i Skanderborg Museum.

Derefter køres til nyrenoverede Kultur- og Museumscenter Vestermølle ved Skanderborg Sø. Efter eftermiddagskaffen i Restauranten vil Centrets ankermand og organisator Jørgen Lund fortælle om den gamle mølle og aktiviteterne efter omdannelsen til kultur- og museumscenter mv. De spændende bygninger omfatter bl.a. Møllehuset, ”Riddersalen” og Laden med udstillinger fra bl.a. Landbrugsmuseet om mølleri- og vandkrafthistorie, en særudstilling om korn og virtuelle udstillinger om bl.a. dansk andelsbevægelse, bioenergi og genmanipulation.

Prisen på 250 kr. betales på turen og dækker bus, rundvisninger eftermiddagskaffe/kagebord og museumsbilletter. Max deltagerantal: 50. (PS: kaffe/kagebord på kr. 80,- kan evt. fravælges ved tilmelding)

Tilmelding senest 25. september på mail til: henrik@fode.dk

Referat

Sommerturen var i år erstattet af en efterårstur, der tog sin begyndelsen i bussen ved Musikhuset. Kursen gik herefter mod Skanderborg, hvor vi beså en af de næsten helt glemte bunkere fra ”den kolde krigs” tid. En tidligere chef for Civilforsvaret i Skanderborg fortalte instruktivt om, hvordan en lokal købstad – her Skanderborg – skulle forholde sig ”Hvis krigen kommer”, som en husstandsomdelt pjece fra 1960erne hed. Det var lidt uhyggeligt at erfare, hvor alvorligt datiden tog på den situation, hvor de fleste af deltagerne endnu var unge.

Arrangementet fortsatte til Vestermølle lidt uden for Skanderborg. Her er et gammelt mølleanlæg som følge af et stort lokalt engagement blevet reetableret. Igen var det en engageret lokal herre, der fortalte om projektet og de mange vanskeligheder, det måtte igennem, før man kunne at byde arhus-foreningen velkommen til Vestermølle. Her ventede et kagebord med dampende kaffe.

Besøg i de gamle lokaliteter, der i et vist omfang har fået museumskarakter afsluttede det vellykkede besøg. Bussen returnerede herefter mod Aarhus.

 

Gudenåens kulturhistorie
Torsdag den 1. november kl. 19.30 på Erhvervsarkivet, Vester Allé 12, Århus C

Erik Hofmeister: Gudenåens kulturhistorie – borge, klostre og byer

Set med kulturhistoriske øjne er Gudenåen enestående i Danmark. Menneskets virkekraft har her haft et omfang, som ikke ses ved noget andet vandløb i landet. I middelalderen spillede den en rolle som forsvarselement for borgene langs åen, og klosterfolk fra mange forskellige klosterordener udnyttede det rige vandsystem. Senere blev Gudenåen en vigtig transport- og samfærdselsvej for de større og mindre bysamfund i Midt- og Østjylland, der opstod langs med åløbet. I foredraget kommer Erik Hofmeister, der er afdelingschef på AQUA i Silkeborg, ind på åens betydning for bebyggelse og erhverv langs det store vandløb. Han har i foråret udgivet bogen: Gudenåens Kulturhistorie.

Tilmelding senest 25. oktober på mail til: henrik@fode.dk