Arrangementer 2006

NYTÅRSKUR
BYEN OG MUSEET – MUSEET OG BYEN

Fyraftensarrangement på Århus Bymuseum torsdag den 5. januar 2006 kl. 16.00 – 18.00

Det er en glæde at kunne invitere medlemmerne til foreningens nytårskur, som i år finder sted på Århus Bymuseum, der dette efterår kunne tage den bygningsudvidelse i brug, som arkitektfirmaet Exner har udformet. Der vil blive lejlighed til at besigtige nybyggeriet, men anledningen er frem for alt at stifte bekendtskab med de tanker, der udvikles i

Under overskriften: Museet og byen – byen og museet har vi bedt den nyligt tiltrådte museumsdirektør Maiken Hansen om at redegøre for sine visioner omkring Bymuseets arbejdsopgaver og dens fremtidige placering i den komplekse århusianske museumsverden.

Desuden har vi bedt historikeren Henrik Fode om at redegøre for Byhistorisk Fond og hvilke opgaver Fonden vil påtage sig i de kommende år. Desuden vil Henrik Fode orientere om sine seneste publikationer. Blandt disse vil især årets julebog – Det ny Århus, som på en usædvanlig vis lagt en byhistorisk vinkel på nybyggerierne i Århus. Målet har været at få læseren til at overveje, hvordan ny arkitektur kan tilpasses et ældre og sårbart byrum.

Ved nytårskuren herefter vil der blive udskænket champagnerester og lignende fra nytårsaften.

Det er en enestående mulighed som vi vil opfordre alle medlemmer til at tage imod.

Bue Beck 20.12.2005

Et meget vellykket arrangement med 85 deltagere.

 

Skabelsen af det moderne Århus

Historisk Samfund indbyder Foreningen for Bykulturs medlemmer til nedenstående foredrag.

Tilmelding kan ske på mail-adressen: hellerik@wanadoo eller ved at sende tilmeldingen nedenfor til:
Historisk Samfund, Østervangen 34, 8464 Galten senest 16. januar

Tirsdag den 24. januar 2006 kl. 19.30 på Erhvervsarkivet, Vester Allé 12:

Fundamentet til det moderne Århus, vi kender i dag, blev skabt fra 1800 og godt 100 år frem. Perioden var en
brydningstid og markerer opbruddet med det førindustrielle bysamfund. Med industribyen blev der dannet nye
kvarterer, forskydningen mellem de sociale grupper blev mere markant, egentlige industrikvarterer skød op osv.
Samtidig blev den offentlige regulering intensiveret på en lang række områder.

På baggrund af deres nyligt udkomne bog, Købstadens metamorfose – byudvikling og byplanlægning i Århus 1800-1920 (2005), vil museumsinspektør Jens Toftegaard Jensen og ph.d-stipendiat ved Dansk Center for Byhistorie Jeppe Norskov fra en ny synsvinkel fortælle om, hvordan Århus voksede sig stor. Desuden vil de vise, hvorledes man ved hjælp af kortmateriale og databaser kan udnytte kildematerialets – bl.a. folke- fabriks- og industritællinger –
ofte detaljerede geografiske oplysninger ved undersøgelser af forandringerne af byens fysiske og rumlige forhold.

 

HISTORISK MUSIK I AUKTIONSHUSET

Aftenarrangement i Auktionshallen, Mejlgade 45, torsdag den 26. januar 2006 kl. 19.30 – 22.00

Det er lykkedes Foreningen for Bykultur at få adgang til den tidligere auktionshal i Mejlgade 45, hvor Nellemann og Thomsen indtil 1990 afholdt sine ugentlige auktioner. Auktionsbygningen ejes i dag af ingeniør Jørn Tækker, som har stillet den til rådighed for et helt særligt arrangement – om musikkens betydning og udvikling i Århus. I dagene op til jul er bogen Brikker til musikkens historie i Århus indtil ca. 1800 udkommet. Den er skrevet af musikeren Mogens Friis, som gennem en lang årrække har indsamlet materiale til belysning af dette emne.

Med udgangspunkt i sin bog vil Mogens Friis berette og musicere om det tidlige musikliv i Århus, hvor byens præstesønner gik grassatengang med trompeter i front, hvor stadsmusikantens søn spillede egne værker for kongen, greven opførte Pergolesis Stabat mater i sin bolig i Vestergade og kantoren dirigerede sine egne kantater i domkirken. Brikkerne om musiklivets fem søjler, kirkens, katedralskolens, stadsmusikantens, militærets og amatørernes vil bl.a. blive krydret med musikeksempler med relation til byens tidlige musikliv – udført af Mogens Friis på originale instrumenter.

Vi har desuden bedt konservator Lars Vester Jakobsen om at redegøre for Auktionsbygningens historie og de farveundersøgelser, som blev udført i forbindelse med en istandsættelse i 1991.

Bue Beck 20.12.2005

 

RUNDVISNING PÅ MELLEMARMEN I ÅRHUS HAVN VED OLAV DE LINDE

ONSDAG DEN 31. MAJ 2006 KL. 1630

MØDESTED: Deltagerne mødes på Mellemarmen, nærmere bestemt Balticagade 13 ud for bommen.
Der er ikke parkering tæt ved mødestedet, så beregn tid til at komme af med bilen.

INDHOLD: Olav de Linde har i en menneskealder investeret i ejendomme i Århus. Det har indbefattet
en række usædvanlige initiativer, som er gennemført på almindelige markedsvilkår.
Mellem disse finder man Bazar Vest, som er fremhævet som et af Nordens mest vellykkede
integrationsfremmende projekter. Et andet af Olav de Lindes initiativer er erhvervscenter
Frichsparken, der er indrettet og udbygget i de gamle industribygninger på Frichs fabrikker.
I 2002 overtog han det gamle Århus Værft på Mellemarmen og har her udviklet et helt specielt
virksomhedskoncept, der er tilpasset havnens krav om at virksomheder, der lokaliseres på
havnearealer skal have tilknytning til havnens funktioner.

Olav de Linde vil vise rundt på Mellemarmen og tage os ind i par udvalgte virksomheder.
Her ligger Royal Denship, Peter Johansens skibsbyggeri i det gamle Århus Værft, og desuden
så mange tøjvirksomheder, at Mellemarmen i folkemunde også kaldes Tøjkajen.

BAGGRUND: I dette virksomhedsbesøg vil Foreningen sætte fokus på de forandringer der i øjeblikket
sker i en af de mere afsides beliggende dele af Århus Havn.

SERVERING Efter Olav de Lindes rundvisning serverer Foreningen for Bykultur en forfriskning.

Arrangementet forventes afsluttet kl.1800.

55 deltagere i arrangementet.

 

Årets ekskursion går til Viborg lørdag, den 9. september 2006

Vi har aftale med museumsinspektør Jesper Hjermind, Viborg Stifts Museum, der vil vise os rundt. Vi skal bl. a. se Domkirken, Skovgaard-museet og Gråbrødre Kloster med besøg i Kongens Kammer. Vi får en spændende byrundvisning med besøg på steder, som normalt ikke indgår i en byrundvisning i Viborg – bl. a. rester af den gamle byvold, muligt besøg i kælderen i et borgerhus fra 1500-1600 tallet o.l. Byrundturen vil tilrettelægges under hensyn til vejret. Kl. ca. 12.30 spiser vi i Brygger Baurs Grotter, hvorefter rundturen fortsætter. For gangbesværede kan rundturen evt. stoppe her – og mødetidspunkt ved bussen kan aftales.

Mødested kl. 09,00 i Park Alle. Adgang fra Viborg kl. 16,00. Vi forsøger at finde mulighed for at drikke kaffe på hjemturen Forventet hjemkomst kl. 18,00.

Deltagerpris kr. 100,00, der bedes indsat på foreningens konto ved tilmelding til turen – reg. 3627 nr. 0005849195.

Tilmelding til turen ved mail til bykultur@bykultur.dk eller brev til Foreningen for Bykultur i Århus, c/o Danske Bank, Kannikegade 4-6, 8000 Århus C.

 

Besøg i Århus Domkirke Torsdag, den 2. november 2006

Kirketjener Niels Mailund-Nielsen og kirkeværge Søren Bo Jensen vil fortælle om Thomas Quellinius skulpturer og Caspar Finckes gitre i Aarhus Domkirke.

Arrangementet forventes afsluttet kl.1800.
Vi har samtidig mulighed for at orientere om de kommende arrangementer, der p.t. er planlagt:

Nytårskur på Århus Universitet, onsdag, den 10. januar 2007.
Arkitekt Mads Møller vil orientere om universitetets bygninger.

Multimediehuset på Århus Havn og Lokalhistorisk samling, torsdag, den 8. februar 2007 på Hovedbibliotetek, Mølleparken.

Forvaltningschef Rolf Hapel vil give en orientering om planerne for Multimediehuset og om Lokalhistorisk samling.
Indbydelse til disse arrangementer vil blive sendt sidst på året.

 

PLANLAGTE ARRANGEMENTER I RESTEN AF 2006 OG STARTEN AF 2007

Med forbehold for eventuelle ændringer i programmet.
De endelige tidspunkter og mødesteder vil blive fremsendt senere.

1.Generalforsamlingen 2005 i Den Gamle By. Den 25. april 2006.
Foredrag af Magister Lise Gotfredsen om Bauauxtapetet.

2.Besøg i Olaf de Lindes bygninger på den gamle værftsarm (Mellemarmen).
Afsluttende med besøg i Høegh Hansens Havnehus. 31. maj 2006.

3.Ekskursion til Viborg, Domkirken, byvandring og Skovgaardmuseet. Lørdag, den 9. september 2006.
Foreningens årlige ekskursion til en betydningsfuld historisk købstad.

4.Bygningskulturens Dag.
Byvandring i nyrenæssancens Århus September 2006.

5.Det nye Multimediehus på Århus Havn og Lokalhistorisk Samling.
Foredrag ved stadsbibliotekar Rolf Habel. Oktober 2006.

6.Thomas Quellinius skulpturer og Caspar Finckes gitre i Aarhus Domkirke
i Aarhus Domkirke i November 2006.

7.Nytårskur på Århus Universitetet. Januar 2007.
Arkitekt Mads Møller rundviser i Universitetets ældste bygninger.

8.Jørgen Elsøe Jensen om middelalderlige byplaner
Foredrag om byernes anlægsprincipper. Februar 2007.

 

Folkeuniversitetet i Århus tilbyder Århus i Støbeskeen Arkitektur og planlægning

5 tirsdage kl. 19,00 – 21,00
Auditoriet, Arkitektskolen, Nørreport 22, 8000 Århus C.
Pris kr. 400,00
Arkitekterne: Ib Møller, Mads Møller, Knud Fladeland Nielsen, Ole Østergaard og Nils Madsen

Arkitekturen i Århus domineres af markante bygningsværker, som er resultatet af arkitektkonkurrencer, hvor en dommerkomite har kunnet vælge det bedste af det bedste blandt talrige kvalificerede forslag fra velrenommerede tegnestuer. Blandt eksemplerne er Aarhus Universitet, Aarhus Rådhus, Musikhuset i Aarhus og ARoS, Aarhus Kunstmuseum. På kvalitetssiden tegner sig tillige de seneste års arkitektoniske genopretning af den indre by, den vellykkede genåbning af åen og renoveringen af gader og pladser med smukke belægninger og veldesignet gaderumsinventar. Det er det i fagkredse højt estimerede Stadsarkitektens Kontor, som har ført an i en udvikling, som klart distancerer Århus fra øvrige større byer i landet. Samtidig står byen over for afgørende udfordringer med den forestående inddragelse i byen af store, bynære havnearealer, som vil genåbne byen mod vandet og kunne tilføre byen unikke kvaliteter. Vil vi være i stand til at sikre den samme kvalitetslinie, som hidtil har domineret udviklingen i Århus, eller risikerer vi, at havnearealerne sælges til højestbydende developer? Det store spørgsmål er, om de nye bykvarterer på havnen i så fald også vil kunne sælge Århus?

07/02: Arkitekt m.a.a. Ib Møller
Århus har siden det forrige århundredeskifte undergået en voldsom vækst, såvel arealmæssigt som m.h.t. befolkningstal. I forelæsningen gives en karakteristik af udviklingen inden for byplan og arkitektur fra Landsudstillingen 1909 til i dag. Udviklingen belyses tillige med samtidige lydklip fra byens kultur- og musikliv.

14/02: Arkitekt m.a.a. Mads Møller
Arkitektfirmaet C.F. Møller har gennem 75 år sat sig markante spor i en unik arkitekturudvikling i Århus. I forelæsningen præsenteres et udvalg af tegnestuens byggerier, som bl.a. tæller Aarhus Universitet, Aarhus Idrætspark og andelshøjskolen. Endvidere vises arkitektureksempler fra ind- og udland, som bud på værdige forbilleder for en kommende byudvikling i Århus.

21/02: Arkitekt m.a.a. Knud Fladeland Nielsen
Knud Fladeland Nielsen og Per Teglgaard Jeppesen er arkitekterne bag 1. præmieprojektet i den idékonkurrence, som Århus Kommune udskrev for de bynære havnearealer. Hovedidéen i forslaget er en “genskabelse af byens kant mod havet”. Projektet ligger til grund for kommunens helhedsplan for de bynære havnearealer, og forelæsningen vil uddybe forslagets visioner for den arkitektoniske omdannelse af havnen til by- og boligformål.

28/02: Fhv. stadsarkitekt m.a.a. Ole Østergaard
Med Stadsarkitektens Kontor som primus motor har Århus opvist markante og smukke eksempler på forbilledlig byfornyelse: genåbning af Århus å, fornyelse af belægning og gaderumsinventar på Store- og Lille Torv, Immervad, Vestergade, m.fl. I forelæsningen belyses de seneste års
byudvikling i Århus, og forelæseren giver sit bud på en visionær udvikling af byen.

07/03: Professor, arkitekt m.a.a. Nils Madsen
Nils Madsen har ved flere lejligheder, i skrift og tale, forholdt sig kritisk til den kommunale planlægning i Århus. Hvordan bruger vi de voldsomme investeringer i en fremtidig byudvikling bedst muligt? Hvorledes forholder vi os i denne sammenhæng til gaver, som fx et operahus? I forelæsningen fremdrages eksempler fra andre havnebyer til såvel inspiration som til advarsel.